SMØRFISK / ESCOLAR

 

Fakta om voksarter i Smørfisk / Escolar og oliefisk (smørmakrel)

Nogle fisk har et naturligt indhold af voksarter. Disse fisk kan give diarré, hvis de for eksempel ikke er tilberedes korrekt eller hvis man spiser for store mængder. Nogle maver er mere sarte end andre, og det kan derfor være svært at sige hvor meget man hver især kan spise.
Dog mener vi som tommelfingerregel, at man ikke bør spise mere end ca. 100 gr færdig tilberedt Escolar/smørfisk af gangen, da dette kan fremkalde en trang til hyppige toiletbesøg.

​​​​Escolar (Lepidocybium flavobrunneum) og oliefisk/smørmakrel (Ruvettus pretiosus) har et naturligt indhold af voksarter. Disse fisk kan derfor give diarré. Det skyldes voksarterne (voksestre/ufordøjeligt fedt), og effekten kan sammenlignes med virkningen af amerikansk olie.

Escolar og olie​fisk/smørmakrel sælges undertiden fejlagtigt som “smørfisk”. Dette skyldes bl.a. at man i mange år, har kaldt Escolar for Smørfisk i daglig tale. Navnet kommer muligvis på grund af, at den ligner en klump smør når den er rå. Den føles meget blød og lækker, næsten helt smøragtig, og når den er tilberedt, kan man næsten smøre den ud på brødet. Smørfisk tilhører imidlertid en anden fiskefamilie, som ikke indeholder voksarter.

Steg eller kog escolar og oliefisk/smørmakrel 
Når man tilbereder escolar og oliefisk/smørmakrel, er det vigtigt at stege eller koge fisken omhyggeligt, så olieindholdet og dermed voksarterne smelter ud af fisken. Af samme grund bør kogevand og stegefedt ikke bruges til sovs eller anden madlavning.

Undgå at spise retter med rå escolar og oliefisk
Man bør ikke spise retter med rå escolar og oliefisk/smørmakrel, fordi de rå produkter indeholder ufordøjelige voksarter. Fx bør man ikke bruge disse fisk til sushi, og man bør heller ikke spise fiskene koldrøget, fordi temperaturen ved koldrø​gning ikke kommer højt nok op til, at voksarterne smelter fra.